Jutta Eberhards er Månedens Fortæller august 2020

Japke er nærmest altid at finde, ude på Ravnebjerg. Det er nemlig efterhånden mange år siden, at Jutta Eberhards kom til i Sagnlandet Lejre. For Jutta, er det ikke bare at fortælle historier:

Den dér glæde, at kunne fortælle en historie og åbne nogle tider gennem det talte ord, er et af de redskaber, som vi arbejder med i Sagnlandet Lejre, siger Jutta Eberhards.

Hver måned bliver der udnævnt en “Månedens Fortæller” af foreningen Fortællere i Danmark, der er en forening af mundtlige fortællere og fortælleforeninger i Danmark.

Jeg synes, at det er vildt at få at vide, at det er mig, der er månedens fortæller. Det er uforståeligt, også fordi jeg føler sådan en ydmyghed på det at fortælle historier. At der så er nogen i den store verden, der synes at man skal blive udnævnt, er en stor ting,  fortsætter Jutta Eberhards.

Arbejder jeg med fortællingen er det vigtigt for mig at møde og mærke fortællingens væsen.

Det forudsætter en animistisk tilgang og tankegang. Et væsen har og er en sjæl og sådan et er gemt i alle de historier, der gerne vil fortælles af mig.

At møde fortællingens væsen, kræver at jeg gør mig fortrolig med historien, er nysgerrig på den, undersøgende og legende. Jeg læser den, hører på den flere gange, smager på ordene, lytter til den i hoved, mærker den. Fortællingen har en indgang og en udgang og gennem det finder jeg min tilgang. Den har en grundtone og en rytme og viser mig, hvad der gør indtryk og hvordan jeg giver den udtryk.

Har jeg fået fat i fortællingens væsen, kommer det væsentlige frem. I det øjeblik ved jeg, hvordan historien gerne vil fortælles. I den proces, hvor jeg tilegner mig fortællingen, gør jeg den til min egen. Den spejler sig i mig, i det stof, jeg gerne vil formidle og i det spændingsfelt og stemthed, der opstår sammen med dem, der lytter!

Jeg vælger at tage værtskabet på mig, for min historie og mine lyttere. Jeg sætter en ramme, hvor vi i fællesskab kan samles om det fælles tredje, forklarer hun til Fortællere i Danmark.

Det er netop dét, at blive udvalgt blandt kollegaer og andre fortællere, der gør Jutta mest stolt – men også en anelse rørt:

Jeg blev rørt, og jeg var også taknemmelig. Det er lidt uforståeligt, at jeg føler sådan en ydmyghed på det, at fortælle historier. At der nogen i den store verden, der synes at man skal blive udnævnt, blandt kollegaer, er en stor ting.

Kæmpe tillykke med det, Jutta!