Oplevelser i Lejre-området

Oplevelser i Lejre-området

Se dagsprogrammet her

Der er meget at se i Lejre
– også uden for Sagnlandet!

Sagnlandet Lejre ligger som en skattekiste af oplevelser midt mellem Sjællands grønne bakker. Her på siden har vi samlet en række links til andre attraktioner og steder, I kan udforske i forbindelse med jeres besøg i Sagnlandet Lejre.


Gå på opdagelse i Fjordlandet!

Området omkring Lejre i Fjordlandet er spækket med smuk natur, indbydende gårdbutikker, der sælger frisk frugt af egen produktion, interessante lokale gallerier, arkæologiske fortidminder og museer.

På VisitFjordlandets hjemmeside kan I gå på opdagelse mellem Fjordlandets mange muligheder og finde overnatning, overmåde god mad og oplevelser i alle afskygninger.

På vejen til Sagnlandet Lejre

På vejen til Sagnlandet Lejre finder I vores nabo, Restaurant Herthadalen. Her er der ild i pejsen og forkælelse på menuen, når kokkene leger med årstidens lokale råvarer. Og kun et par kilometer fra Sagnlandets indgang kan I få en actionfyldt flyvetur over Slotshaven hos Ledreborg Fly High.


Et område med fantastisk historie

Historisk er Lejre-området ikke en hvilken som helst plet i det danske landskab. Gamle sagn om Lejre fortæller historier om menneskeofre, monstre og monarker. Historierne er mange, og selv arkæologerne må give legenderne ret. Lejre er noget særligt. Lejre er det sted, som nogle af Danmarks første vikingekonger kaldte hjem.

Kun tre kilometer fra Sagnlandet lå for knap 1500 år siden en stor kongehal. Danmarks største. Cirka så lang som en fodboldbane er bred og med stolper så store og tykke, at de kunne bære en bygning med to etager. I dag er der ikke meget tilbage af hallen, men arkæologerne har lavet en lille jordvold i landskabet, så du kan se, hvor den lå. Tag en tur forbi, og fornem de gamle kongers storhed. Snart vil du også kunne opleve en genskabelse af kongehallen i Sagnlandet Lejre.

Kun 200 meter fra den gamle hal ligger Lejre Museum, der er en lille underafdeling af Roskilde Museum. På den anden side af museet kan du se de sten, der er tilbage af den oprindelige skibssætning og gravplads, der i dag er genopført i Sagnlandet.


Et smut forbi Roskilde

Kan du ikke få nok af historiens vingesus, så tag en tur ind til Roskilde. Se Domkirken eller gå ned på havnen, hvor Vikingeskibsmuseet arbejder med fortidens både.


Skønne vandreture

Du kan også gå på vandretur nær Sagnlandet og nyde Lejres mange fortidsminder og den storslåede natur. Her er så meget at se, at området omkring Lejre og Roskilde er blevet udnævnt til nationalpark, Nationalpark Skjoldungernes Land.


Andre oplevelser

Vest for Sagnlandet finder du både Sporvejsmuseet Skjoldnæsholm og Tadre Mølle, den sidste vandmølle i Danmark hvor hjulene stadig drejer rundt.


Andre links

Her kan du finde links om sommerhusudlejning på Sjælland.

Webshop

Kontakt os