Et landbo-bryllup i Krikkebjerghusene



Denne weekend blev Krikkebjerghusene fyldt med sang, dans og glædestårer, da Johanne-Marie Jacobsdatter og Søren Peterssøn blev viet lørdag kl. 12 foran familie, naboer og et hav af glade gæster. Præsten stod for vielsen, og efterfølgende gik det løs med bryllupsfest i ægte 1800-tals stil – med musik, smagsprøver og kædedans, præcis som det kunne være foregået på landet i 1850’erne.

Johanne er vokset op her i husene sammen med sin søster Sidse-Marie, og Søren – husmandssøn som hun selv – har hun kendt i årevis som tredjekarl på Ledreborg Slot. I sommers friede han til hende med en hjemmelavet kærestegave under Sankt Hans-bålet, og denne weekend sagde hun ja.

Søndag fortsatte festen med 2. dagsgilde – en tradition, hvor familien igen samles for at spise, danse og dele minder og gaver med det nygifte par. Der blev smagt på retter fra bryllupsbordet, og vi fortalte om datidens skikke omkring ægteskab og husholdning.

Det var en kærlighedshistorie, som tog sin begyndelse i det stille, men som nu har fået sin store afslutning – eller måske snarere sin begyndelse – her midt i Sagnlandets levende historie. Tak til alle jer, der kom og var med til at gøre brylluppet uforglemmeligt.

Tekst udarbejdet af Katrine Preisler Scheel & redigeret af Christine Roederer
Illustration og opsætning af Julie Wittrup-Jensen


Læs mere i arkivet for indhold og nyheder:

Webshop

Kontakt os