Din kurv er lige nu tom!
Sankt Hans – Ild, overtro og et frieri under åben himmel
Midsommernatten er magisk. Ilden flammer højt, duften af birkebark og røg ligger tæt over Sagnlandet Lejre, og håb, længsler og traditioner svæver gennem sommernatten.
Og for Johanne-Marie Jacobsdatter blev denne Sankt Hans helt særlig.
Som mange unge kvinder før hende, deltog Johanne i den traditionsrige dyst om at tænde bålet – en skik, som ikke blot handler om ild og tændstikker, men også om overtro og håb om kærlighed. For som folketroen siger: Den, der tænder bålet, vil få held i kærlighed. Og Johanne ville så gerne have held – med én ganske særlig.
I sin kurv havde hun samlet ni forskellige blomster, som hun ville lægge under hovedpuden, når natten kom. Det siges, at man i drømme vil se sin kommende ægtemand, hvis man sover med netop disse blomster – plukket i stilhed og gemt med hjertet fuldt af håb.
Og håb havde Johanne.
For oppe på Ledreborg har Søren Peterssøn – den flotte tredjekarl – vakt hendes følelser. Hun ved, han er en god mand. Arbejdsom. Mild i blikket. Og hun ved, hun ikke er den eneste, der har lagt mærke til hans stille måde at smile på.
Da bålet i aftenens konkurrence springer i flammer, og gnisterne danser mod nattehimlen, rører noget uventet sig.
Inden fællessangen begynder, rejser Søren sig fra flokken. Med faste skridt går han hen mod hende.
”Johanne,” siger han – højt, så de omkringstående hører det. Og dér, foran venner og naboer, spørger han, om hun vil gøre ham den ære at gifte sig med ham.
I hænderne holder han en vindepind – en kærestegave, snittet i træ. En lille ting. Men betydningen er stor.
Johanne siger ja. Hun smiler, og i bålets skær ligner hun et glimt af midsommerens egen varme.
Sankt Hans i Sagnlandet Lejre blev i år ikke blot en fejring af lyset – men også af kærligheden.
Ilden blev tændt – og to unge hjerter fandt sammen under de dansende gnister.
Johanne og Søren skal giftes. Og vi glæder os til at følge dem videre i blogserien fra Krikkebjerghusene.
Tekst udarbejdet af Katrine Preisler Scheel & redigeret af Christine Roederer
Illustration og opsætning af Julie Wittrup-Jensen
Læs mere i arkivet for indhold og nyheder:
- Sagnlandet Lejre modtager 800.000 på finansloven for 2026Bevillingen skal styrke Sagnlandets internationale gennemslagskraft og fremme formidlingen af dansk kulturarv I den netop indgåede aftale om finansloven for 2026 er der afsat 800.000 kroner til Sagnlandet Lejre. Midlerne… Læs mere: Sagnlandet Lejre modtager 800.000 på finansloven for 2026
- Et landbo-bryllup i KrikkebjerghuseneDenne weekend blev Krikkebjerghusene fyldt med sang, dans og glædestårer, da Johanne-Marie Jacobsdatter og Søren Peterssøn blev viet lørdag kl. 12 foran familie, naboer og et hav af glade gæster.… Læs mere: Et landbo-bryllup i Krikkebjerghusene