Har I og jeres børn mod på at bryde gamle vaner og gå offline og opleve noget helt særligt denne sommer?

Så kan Sagnlandet Lejre byde på en anderledes tidsrejse til jernalderen.

I kommer til at leve som jernalderfolk i jernalderlandsbyen Lethra. Her får I viden om jernalderfolkets liv og levned, masser af sjove og praktiske arbejdsopgaver og lærer nyt om jernalderfolkets metoder og materialer. I skal sanke brænde og bage brød, plukke urter og koge suppe, prøve at lave jeres egne lerkrukker eller smede på jernaldermanér.

I vil få fælles oplevelser og udfordringer ud over det sædvanlige.

Hvornår?

Opholdet strækker sig over én uge fra lørdag til torsdag i ugerne 26 til 34 og i efterårsferien.

Under opholdet

Ved ankomsten klæder I om til kopier af jernalderdragter og får udleveret husgeråd og madvarer til hele opholdet. Dragterne er af uld og madens grundelementer er korn, mælkeprodukter, kød, fisk,  ærter, æbler, svampe, nødder og løg og vilde urter. De vildtvoksende planter I får hjælp til at plukke af en af Sagnlandets instruktør, der som lokal jernalderbeboer, ved hvad der gror i området omkring jernalderlandsbyen.

I skal bo i et af de rekonstruerede jernalderhuse i jernalderlandsbyen Lethra. Under hele opholdet vil der være mindst en lokal beboer til jeres rådighed mellem kl. 10 og 17, der kan vejlede og instruere jer i madlavning, urtekendskab, båltænding og pasning af dyr.
I vil derudover få mulighed for at blive oplært i et eller flere håndværk, som I har lyst til at prøve. Det kunne for eksempel være smedning, pottemageri, tekstil, landbrug eller træarbejde, alt efter hvilke jernalderhåndværkere der er hjemme i landsbyen.

Indhold

Indhold